Tips til en god strandtur med børn

 

Sommeren er over os, og det er tid til en tur på stranden. Vi har samlet vores bedste tips til, hvordan du kan sørge for, at strandturen bliver en skøn oplevelse for hele familien.

Solcreme og skygge

Solen er skøn, men det er vigtigt at passe på huden, når I skal være ude en hel dag. Husk solcremen og sørg for at medbringe en parasol eller et strandtelt, så I altid har mulighed for at komme i skygge. I kan også lave jeres eget soltelt af nogle pinde og et stort stykke let stof. Det giver en hyggelig, huleagtig fornemmelse, som børnene vil elske.

Legetøj og aktiviteter

Sørg for at have legetøj med af forskellig art, især hvis I skal være på stranden hele dagen. Skovle og spande og andet sandlegetøj er selvfølgelig et must til leg i vandkanten, men det kan også være en rigtig god idé at medbringe noget til en rolig stund i skyggen. De mindre børn vil helt sikkert synes, at det er hyggeligt at ligge og kigge i en billedbog, og de større børn er nemmere at lokke ind i skyggen, hvis de har udstyr med til at bygge deres egen hule i klitterne. Vi har samlet et udvalg af legetøj, der er perfekt til strandturen, lige her.

Mad og drikke

Det kan være svært for børnene at finde appetit til et stort måltid i varmen, så sørg for at have masser af små snacks med, så de løbende får stillet sulten og fyldt energidepoterne. Når vi sveder, udskiller kroppen masser af salt, så saltede nødder er rigtig godt. Du kan også lave en lækker frugtsalat med friske bær og melonstykker og holde den frisk og kølig ved at tilsætte vindruer, der har været i fryseren natten over.

Godt naboskab

Allier jer med jeres naboer på stranden og aftal, at I passer på hinanden. Ved at hjælpe med at holde øje med hinandens børn kan I alle bedre slappe af, og I kan nyde en tur i vandet hele familien, mens naboen holder øje med jeres værdigenstande.

 

Rigtig god sommer og god fornøjelse på stranden!